Få et flot nyt trægulv på strøer

Hvad er strøer?

Strøer er lange træstave, der monteres på et råt gulv, eksempelvis et betongulv, for at understøtte et trægulv. Strøer skal gerne være 40-45 mm tykke for at kunne bære gulvet.

Trægulve kan også understøttes af større træbjælker, hvilket man ofte ser i huse af ældre dato.

Strøer er udformet i massivt eller lamineret træ, og er mest effektive, hvis de monteres i fuld længde – altså hvis de ikke er savet over, og der ikke er samlinger langs strøerne.

Fordelen ved et trægulv på strøer

Den klare fordel ved et trægulv på strøer eller bjælker, er at man kan isolere under gulvet mellem strøerne/bjælkerne. Dette er særligt en fordel, hvis man gerne vil lægge et trægulv på et betongulv, der fungerer som terrændæk. På den måde undgår man at kulde fra jorden under huset trænger op gennem gulvet.

Et gulv med strøer gør det muligt både at varmeisolere og lydisolere, hvilket kan være en stor fordel i visse bygninger. Strøer kan desuden bruges til at gøre et ujævnt gulv plant på en forholdsvis enkel måde.

Hvor stor afstand skal der være mellem strøerne?

Strøafstanden afgøres af gulvbræddernes tykkelse. Tykke gulvbrædder tåler større belastning og giver sig dermed ikke nær så meget som tyndere gulvbrædder.

Det betyder, at jo tyndere gulvbrædderne er, desto mindre afstand skal der være mellem strøerne. Er der for stor afstand mellem strøerne ift. belastningen på gulvet, så vil gulvet komme til at gynge og knirke.

Ved visse typer gulvbrædder må afstanden mellem strøerne være på max. 400 mm, mens den ved andre typer kan være helt op til 950 mm. Spørg gerne en fagperson til råds.

Opklodsning

Strøer monteres typisk ikke direkte på underlaget, men opklodses derimod på små plader eller brikker i krydsfiner, spånplade eller træfiber. Man kan også opklodse på bløde brikker, hvis man vil dæmpe trinlyden på gulvet.

Formålet med opklodsningen er, at udligne ujævnheder i underlaget. Med et arsenal af opklodsninger i forskellige tykkelser, kan man sørge for at strøerne – og dermed trægulvet – kommer til at ligge helt lige og vandret.

Hvilke gulvbrædder kan lægges på strøer?

Disse gulvbrædder kan lægges på strøer:

  • Gulvbrædder i massivt træ
  • Parketbrædder
  • Lamelbrædder
  • Langstavsparket (parketstave i ekstra længde)

Man kan ikke lægge laminatgulve på strøer, da gulvbelægningen hverken er stærk eller tyk nok.

Det er desuden vigtigt at sikre sig, at man køber ovenstående gulvbrædder tilstrækkeligt tykke. Gulvbrædder i massivt træ skal eksempelvis have en tykkelse på mindst 20 mm, hvor lamelbrædder skal være mindst 22 mm tykke.

Sådan lægges et strøgulv

  1. Start med at tjekke, om forholdene er gode nok til lægningen af strøgulvet: Luftfugtighed på mellem 35-65%; temperatur indendørs på ca. 20 grader; bygningen er lukket og varmeanlæg er installeret og i brug; fugtigheden i betongulvet er normal; isoleringsmaterialer er tørre; trægulvmaterialerne er tilstrækkeligt tørre til brug.
  2. Hvis gulvet skal lægges på et betongulv, lægges der en fugtspærre af 0,20 mm polyethylenfolie for at beskytte mod fugt.
  3. Strøerne med opklodsning lægges løst ud på gulvet. Der skal ekstra opklodsning under eventuelle samlinger, og samlingerne skal lægges forskudt fra hinanden.
  4. Strøerne kontrolleresnu med et rethold (et ret stålskinne) for at sikre, at de ligger plant, og opklodsningen justeres, hvor det er nødvendigt.
  5. Den første række gulvbrædder lægges med notsiden (siden med en rille) mod en væg. Der skal være en dilatationsafstand til væggen på min. 10 mm (en afstand der gør det muligt for materialet at udvide sig under særlige vejrforhold uden at ødelægge gulvet).
  6. De resterende gulvbrædder lægges og sømmes eller skrues fast til strøerne.