advokat alarm arkitekt el garage gartner gulv isolering kloak koekken maler murerplastik prisberegning revisor advokat tag terrasse tilbygning typehus vindue vvs advokatalarmarkitektelgaragegartnergulvisoleringkloakkoekkenmalermurerplastikprisberegningrevisoradvokattagterrassetilbygningtypehusvinduevvs

Alt om byggetilladelser

bygningsreglementet.dk kan du finde de oplysninger, der fortæller dig, om dit byggeri skal anmeldes til kommunen, eller om du skal søge byggetilladelse til det.

Eksempelvis skal man altid søge om byggetilladelse, når der er tale om nye tilbygninger, ændring af bevaringsværdige bygninger, garager og carporte over 50 m2, udestuer mm.

Du kan undgå besværet med byggetilladelser, tegninger og andre bilag - også kaldet myndighedsbehandling - ved at få en arkitekt til at gøre arbejdet for dig.

Hvem kan søge om en byggetilladelse

Du kan selvfølgelig selv søge om byggetilladelse, men derudover kan også din arkitekt, ingeniør eller en anden fagmand med ansvar for dit byggeri søge om byggetilladelse for dig.

Når en anden end ejeren søger om byggetilladelse, er det dog nødvendigt at ejeren også underskriver ansøgningen, eller at ansøgeren kan fremvise en form for skriftlig tilladelse fra ejeren.

Enhver, der vil repræsentere bygherren, når der søges om byggetilladelse, og dermed vil fungere som bygherrerådgiver (eksempelvis ingeniører eller arkitekter), har brug for en fuldmagt fra bygherren.

Hvornår og hvordan søger man byggetilladelse

Du kan søge byggetilladelse ved at udfylde skemaet BR10 og derefter sende den til din kommune. I visse kommuner kan man ansøge digitalt på borger.dk eller på den pågældende kommunes hjemmeside, men denne mulighede afhænger selvfølgelig af kommunen, du bor i.

Ansøgningsskemaet, der gælder for din kommune, finder du på kommunens hjemmeside.

Det er din kommune, der behandler din ansøgning om byggetilladelse, og din ansøgning kan kun behandles, hvis din ansøgning er underskrevet af ejeren af bygningen/grunden . Hvis du altså ikke selv er ejer af bygningen eller grunden, skal du få ejeren til at skrive under på din ansøgning eller udforme en fuldmagt (eller en anden form for dokumentation), der giver dig lov til at udføre arbejdet.

Vær opmærksom på, at man skal søge byggetilladelse, før man går i gang med at bygge. Du kan ikke søge byggetilladelse med tilbagevirkende kraft. Hvis du bygger uden byggetilladelse, kan du risikere at blive påtvunget at nedrive eller bygge de ulovlige elementer om.

Anmeldelse af byggeri

Visse typer af byggeri kræver ikke byggetilladelse, men skal dog stadig anmeldes til kommunen. Du kan se en fuld liste over disse i Bygningsreglementet .

Overordnet set er der tale om garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende bygninger - som regel bygninger under 50 kvm.

Når du anmelder dit byggeri, følger du samme procedure, som når du søger om byggetilladelse. Du bruger desuden også samme formular (BR10).

Hvornår får man byggetilladelse

Behandlingstiden for en byggetilladelse varierer fra kommune til kommune. Gennemsnitligt tager det omtrent 6-12 uger at få en byggetilladelse. Det er dog sket, at det har taget helt op til et år at få en byggetilladelse.

Behandlingstiden forkortes en hel del i de kommuner, der siden 2010 er gået over til digitale løsninger.

Dog har kommunalbestyrelsen pligt til at reagere på din ansøgning inden for kort tid. Har kommunalbestyrelsen ikke reageret inden for 2 uger fra ansøgningsdatoen (her menes den dag, ansøgning er modtaget), kan du begynde dit byggeri.

Vær opmærksom på, at en byggetilladelse bortfalder 1 år efter tilladelsesdatoen, hvis byggeriet ikke er påbegyndt i dette tidsrum. Du har altså et år til at påbegynde det tilladte byggeri. Går der længere tid end dette, skal du ansøge om en ny byggetilladelse.

Prisen på din byggetilladelse mv.

Mange ved det ikke, men en byggetilladelse er ikke gratis. Prisen for en byggetilladelse kan variere meget - der er set variationer i pris fra 931 kr. helt op til 23.400 kr. i henholdsvis Frederiksberg og Fredensborg kommune.

Du kan ikke på forhånd vide, hvad din byggetilladelse kommer til at koste. Prisen fastsættes og oplyses først efter behandlingen af ansøgningen.

Den pris, du betaler for en byggetilladelse, er et gebyr, der skal betales direkte til byplansafdelingen i din kommune. Din pris afhænger af din kommune og dennes behandling af din ansøgning om byggetilladelse.

Yderligere udgifter, som du bør være opmærksom på, er måske ikke givne før du ansøger om byggetilladelse.

Der er ikke altid krav om, at du har indhentet en energiberegning, før du begynder at bygge, men kommunen kan kræve dette efterfølgende. Hvis du vil være på den sikre side, er det derfor en god idé at bede en arkitekt eller ingeniør om at udføre en energiberegning. Hvis du eksempelvis har tænkt dig at opføre en tilbygning med store vinduespartier, er det en god idé at få udført en energiberegning, for at sikre dig at vinduerne, der vælges, er de rigtige. Kommunen kan finde på at stille krav til energiberegningen senere hen.

Ofte vil din kommune desuden kræve, at en landmåler foretager det, man kalder en "afsætning" af byggeriet (en markering af byggeriets placering på din grund). Kommunen kan udstede en byggetilladelse med forbehold for at en afsætning udføres af en professionel landmåler, og dette skal du selv betale for.

Hvad skal man meddele kommunen om, når man søger byggetilladelse?

Da kommunernes ansøgningsformularer ikke nødvendigvis er udformet på samme måde, er det også forskelligt, hvilke og hvor mange oplysninger, du skal inkludere i din ansøgning. Hvilke oplysninger, din kommune vil have, vil fremgå af ansøgningsformularen.

Her er en oversigt over de oplysninger, du eventuelt skal inkludere i din ansøgning om byggetilladelse eller din anmeldelse af byggearbejde:

  • Hvilken type byggeri der er tale om (fritliggende enfamilieshus, industribygning, avls- og driftsbygning mv.).
  • En beskrivelse af arbejdets art (nybygning, tilbygning, garage, master og antenner, mv.).
  • Hvem der er ejer af ejendommen.
  • Hvem der er ansøger (ikke altid den samme som ejer).
  • Om byggeriet sker i overenstemmelse med kommuneplanens rammer, lokalplaner, byplanvedtægter samt deklarationer for ejendommen.
  • Om byggearbejdet vil være i konflikt med nogen bygge- og beskyttelseslinjer eller andre beskyttelsesregler for natur, fredning, dyrearter mv.
  • Om byggeriet kræver ny overkørsel (indkørsel over fortov) eller ændring af eksisterende.
  • Om bygningen er omfattet af bygningsfredning eller bevarelsesværdi.
  • Om du i forbindelse med byggeriet skal have spildevandstilladelse (og hvis ja, hvilken type).
  • Om byggeriet overholder Bygningsreglementets bestemmelser.
  • Om byggeriet er af erhvervsmæssig karakter og kræver indhentning af andre typer tilladelser (eksempelvis miljøgodkendelse eller lignende).
  • Andre forhold der påvirker kommunens vurdering af dit byggeri.
  • Om byggeriet overholder eventuelle private servitutter.

Derudover skal du vedlægge relevante bilag, eksempelvis facadetegning, situationsplan, oplysninger om opholdsarealer mm. Tegningerne skal have de korrekte mål og forhold påtegnet.

Skal du bygge om eller bygge nyt? Beregn en pris på dit byggeri

Hvis du skal i gang med at bygge om, bygge til eller bygge nyt, vil vi meget gerne hjælpe dig med dit projekt.

Med vores gratis prisberegningsservice kan du beregne en vejledende pris på dine byggeopgaver, eksempelvis murerarbejde, arkitektarbejde, vvs-arbejde og meget mere.

Se en oversigt over alle vores fagspecifikke prisberegnere her

Når du har beregnet en vejledende pris, ringer vi dig op som en gratis og uforpligtende service og tilbyder at vejlede dig om dit projekt.

Dertil vil du blive tilbudt et gratis og uforpligtende møde med en eller flere fagmænd, der er kompetente til at løse de opgaver, du har. Du er selvfølgelig velkommen til at takke nej, når du bliver ringet op.